Hvad er det nye børnesyn egentlig?

Det nye børnesyn, kan defineres som en tilgang, hvor børn ses som kompetente, følende og samarbejdende individer fra starten. Det betyder, at børn ikke skal formes med kontrol og konsekvens, men mødes med nysgerrighed, respekt og følelsesmæssig tryghed. At ledelse og kærlighed går hånd i hånd. At grænser gives med blik for relationen, ikke mod relationen og at børn skal ses som børn, med umodne hjerner og nervesystemer, der har brug for os som regulering.

Selvom det lyder enkelt, kan det i praksis være udfordrende. Mange af os er selv vokset op med et andet børnesyn, hvor lydighed, “god opførsel” og ikke at fylde for meget, fyldte mere end forståelse, kontakt og følelsesmæssig regulering. Som forældre kan vi derfor opleve en indre konflikt: Vi ønsker at møde vores børn på en ny måde, men gamle mønstre og automatiske reaktioner dukker op, når vores børn bliver vrede, kede af det eller “ikke lytter efter”.

Det nye børnesyn kan også skabe spændinger i relationen til bedsteforældre og omgivelser. Måske oplever du, at dine egne forældre eller svigerforældre har svært ved at forstå, hvorfor du griber tingene anderledes an og måske føler du dig forkert, når du prøver at gøre noget nyt, men ikke bliver mødt med forståelse?

Det er helt normalt. Det er ikke dig, der gør noget forkert, det er bare nyt. Og det nye gør ofte op med noget gammelt, som har ligget dybt i både os selv og vores familier.

Jeg arbejder ud fra det nye børnesyn, hvor børn ses som hele mennesker fra starten, med egne følelser, intentioner og behov. Det indebærer, at vi som voksne er ansvarlige for relationen, og at vi møder børn med både tydelighed, omsorg og respekt. Det handler ikke om at give børn styringen, men om at lede med kærlighed, kontakt og forståelse, også når det er svært.

Jeg oplever ofte, at mange forældre misforstår denne del i forsøget på at undgå autoritær opdragelse, råbe eller skælde ud, men en ligeværdig relation betyder ikke, at der ikke skal sættes grænser, eller at der ikke skal være et tydeligt lederskab. Det handler om at møde barnet med kærlighed og tydelighed på samme tid og sætte grænser uden at bryde kontakten og uden at underminere deres selvværd.

Men spørgsmålet er jo: Hvis man ikke må råbe eller skælde ud, hvad gør man så?

I min praksis arbejder jeg derfor med udgangspunkt i at skabe forståelse for familiedynamikker og skabe støtte og styrke til jer som forældre, midt i en tid, hvor forældreskab stiller store krav til nærvær, refleksion og selvindsigt i en ofte presset hverdag.

For det moderne familieliv er ikke altid kønt og perfekt. Det kender jeg fra min egen hverdag, som mor til tvillinger i skolealderen. Men svaret er aldrig perfektion, men derimod bevidsthed. For når vi først er bevidste om vores mønstre, kan vi begynde at øve os i, at gøre noget anderledes.

For når vi som forældre skælder ud, afviser eller ikke imødeser vores børns følelser, mister barnet ikke kærligheden til os. Det der kan gå tabt, er barnets tro på sig selv og eget værd, særligt hvis opdragelsen primært formidles gennem kritik.

Vores stemme bliver en del af barnets indre stemme. Derfor er det afgørende, at grænser og lederskab sættes tydeligt, men kærligt, med fokus på kontakt frem for korrektion af adfærd. Når kontakten bevares, også i situationer med svære følelser, vil barnet i højere grad opleve regler og rammer som trygge, regulerende og forståelige. Samtidig lærer barnet at navigere i grænser uden at miste troen på egne evner og følelser.

At sætte grænser på denne måde er centralt i det nye børnesyn: Vi leder med kærlighed, tydelighed og omsorg, så barnet på sigt udvikler selvregulering, forståelse for rammer og samtidig bevarer troen på eget værd. Kontakt skabes gennem nærvær, anerkendelse og ansvar for relationen og når kontakten er etableret, kan grænser implementeres på en måde, der styrker relationen fremfor at svække den.

Man kan forestille sig en lampe - uanset hvor meget og hårdt du trykker på knappen, lyser den ikke før stikket er forbundet til en kontakt. På samme måde skal forældre først skabe kontakten til barnet, før deres kommunikation og lederskab kan “tændes” og have effekt. Barnet lærer at organisere og regulere deres følelser igennem os som forældre og det er derfor centralt, at vi kan lede med udgangspunkt i relationen.

Det nye børnesyn kræver øvelse

Det kræver opmærksomhed, refleksion og bevidst praksis at møde børn på denne måde. Det betyder ikke, at vi som forældre ikke skal tage styringen og det betyder heller ikke, at vi skal være perfekte. Men ved at forstå børn som hele mennesker fra starten, kan vi skabe trygge relationer, stærk følelsesmæssig udvikling og et solidt fundament for barnets selvværd og en mere harmonisk familiedynamik.

Hvis du vil vide mere om det nye børnesyn, eller hvordan du kan bruge det i din forældrerolle, er du velkommen til at kontakte mig på Kontakt@familiekonsultationen.dk

Previous
Previous

Når små børn fylder det hele - om forældreskabet i de tidlige år