Vidste du at ca. 18% af de 1,5 årige børn i Danmark viser tegn på psykisk mistrivsel?

Vidste du, at ca. 18 % af danske børn på blot 1,5 år allerede viser tegn på psykisk mistrivsel?

Det er mange og måske endnu vigtigere: Det er ofte noget, vi opdager alt for sent.

Men præposition er ikke det samme som prædestination og der er også noget håbefuldt i det. For en øget risiko er ikke det samme som en fastlagt udvikling.

Vi ved i dag, at barnets første 1000 dage, fra undfangelsen og op til omkring 2 års-alderen er en helt særlig og sårbar periode. Det er her, barnets nervesystem og relationelle kompetencer grundlægges. Det er her, barnet udvikler sin evne til at regulere sig, knytte sig og føle sig tryg. 

Netop derfor har tidlig opsporing og tidlig indsats afgørende betydning for den psykiske sundhed hos det lille barn. 

Som forælder ser og mærker du at dit barn ikke bare udvikler sig fysisk, men også følelsesmæssigt i relationen til dig. Det er her, fundamentet bliver lagt. Det er her, dit barn begynder at forstå, om verden er et trygt sted, om det bliver mødt og forstået, og hvordan det kan regulere sine følelser. Det sker ikke gennem perfektion, men gennem kontakt og bevidst forældreskab.

I min praksis møder jeg forældre der kommer med en stille tvivl. En fornemmelse af, at noget er lidt svært. Ofte er der tanker som: “Er der noget, jeg overser?”, “Hvorfor er det så svært at få kontakt nogle gange?”

Mistrivsel hos små børn er nemlig ikke altid tydelig. Nogle børn reagerer med uro og gråd. Andre gør det modsatte. De bliver stille, trækker sig og holder igen i kontakten. Og det kan være svært at opdage, ofte fordi det sker gradvist. Forældre kan samtidig sidde med følelsen af, at de burde kunne finde ud af det. Men virkeligheden er, at det ikke handler om at være en “god nok” forælder. Det handler om at få den rette forståelse og støtte og skabe bevidsthed.

Jeg er uddannet i Alarm Distress Baby Scale, hvilket betyder, at jeg kan screene for tidlige tegn på social tilbagetrækning hos spædbørn allerede fra omkring 2 måneders-alderen og op til 2 år. Nogle gange viser mistrivsel sig nemlig ikke gennem uro, men gennem det modsatte - at barnet trækker sig, bliver stille eller er svær at fastholde kontakt med. Med ADBB arbejder jeg systematisk med at observere barnets måde at være i kontakt på, for eksempel gennem øjenkontakt, mimik og engagement og kan på den måde få øje på signaler, som ellers let kan overses i hverdagen.

Derudover er jeg certificeret i Forstå din baby, hvor fokus er på at hjælpe dig som forælder med at forstå de signaler, dit barn viser. Sammen har vi fokus på din babys kropssprog, tilknytning, tryghed og udvikling. For din baby kommunikerer hele tiden, både med blikket, kroppen og små ændringer i energi og kontakt. Når du begynder at få øje på det, sker der noget vigtigt. Du bliver mere tryg i din rolle, dit barn føler sig mødt, og jeres relation får bedre betingelser for at udvikle sig.

Hvis du kan genkende noget af det, er du ikke alene om de oplevelser og du behøver ikke at finde ud af det hele selv.

Måske oplever du, at dit barn ikke rigtig søger øjenkontakt, ikke smiler så meget tilbage, virker svær at nå ind til eller trækker sig i samspillet. Det kan have mange årsager, og det vigtigste er ikke at finde fejl, men at være nysgerrig på det, der er.

Noget af det mest håbefulde er, at små børns hjerner er formbare. Det betyder, at selv små justeringer i samspillet kan gøre en stor forskel. Ikke fordi du skal gøre mere, men fordi du kan få støtte til at gøre det, der allerede er der, tydeligere og tryggere.

Jeg tilbyder samtaler og vurderinger, hvor vi sammen ser på dit barn og jeres samspil, med ro, nysgerrighed og uden skyld. Her kan jeg også tilbyde screening med ADBB, hvis der er behov, så vi får et tydeligere billede af dit barns trivsel. Du får konkrete perspektiver på dit barns signaler, sparring på det, der føles svært, og støtte til at skabe en tryg kontakt.

En god begyndelse sætter spor. Men det gør rettidig støtte også.

Det er aldrig for tidligt at række ud.

Kontakt@Familiekonsultationen.dk

Previous
Previous

Børn mærker mere end vi tror - allerede i livmoderen